Ændring i partnerkredsen i AGENDA advokater

Efter at have været en del af AGENDA advokater i 9 år, dvs. helt tilbage fra den spæde start i 2011, har advokat Morten Einshøj Petersen ønsket at søge nye udfordringer.

Morten Einshøj Petersen udtaler i den forbindelse: ”Det har været en fantastisk rejse med AGENDA advokater gennem mange år. Vi (Morten S. Olsen og jeg) forfulgte en fælles iværksætterdrøm, da vi stiftede AGENDA advokater. Det var ud fra et ønske om at skabe en anderledes advokatvirksomhed, hvor kundernes oplevelse af at blive mødt i øjenhøjde med en uformel omgangstone og nærvær blev sat i centrum sammen med ambitionen om rådgivning på højeste niveau både kommercielt og juridisk. Vi har aldrig været i tvivl om, at det var den rigtige strategi, men det er alligevel med ydmyghed og stolthed, at vi i dag står med en moden og anerkendt advokatvirksomhed med over 20 ansatte. Jeg har altid fundet en stor tilfredshed i at udvikle ideer, sætte initiativer i gang og se dem udvikle sig, og jeg har gennem noget tid haft et ønske om at få mulighed for at kaste mig over andre projekter. Jeg er derfor meget taknemmelig over, at jeg sammen med mine gode venner, Morten, Henrik og Anders, har fundet en god model for, at AGENDA advokaters rejse fortsætter, og jeg samtidig får mulighed for at kigge på nye ideer.”

Morten Einshøj Petersen stopper derfor i advokatfirmaet inden udgangen af 2020.

Advokat Morten S. Olsen udtaler: ”Det er en smule underligt at tænke på, at Morten Einshøj Petersen fremover ikke vil have sin daglige gang på kontoret, men vi har fuld respekt for hans ønske om at få det tids- og idemæssige rum til nye projekter, og det har derfor faktisk været helt uproblematisk at finde frem til en god løsning til fælles bedste. Firmaets DNA og strategi vil stå uforandret, og vi glæder os derfor over, at Morten, uanset hvad hans kommende projekter måtte indeholde, fortsat vil være en fantastisk ambassadør for AGENDA advokater.”

Som led i sin udtræden af partnerkredsen deponerer Morten Einshøj Petersen sin advokatbestalling. Partnerkredsen i AGENDA advokater består herefter af Henrik Thorup Pedersen, Anders Madsen og Morten S. Olsen.