Konsulent eller lønmodtager?

Sondringen mellem, om en virksomhed indgår aftale med en selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager er væsentlig, idet det kan have store forretningsmæssige og økonomiske konsekvenser, hvis et aftaleforhold klassificeres forkert.

Der gælder nemlig vidt forskellige regler, alt efter om en person er lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende. En lønmodtager er omfattet af den ansættelsesretlige regulering, såsom ansættelsesbevisloven, ferieloven m.m., hvorimod der er aftalefrihed for aftaler indgået med selvstændige erhvervsdrivende.

Parterne kan ikke selv aftale, om en person er lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, ligesom titlen på en kontrakt, eksempelvis ”konsulentaftale”, heller ikke i sig selv er afgørende for klassificeringen.

Det afgørende for sondringen er derimod de faktiske forhold mellem personen og virksomheden, og klassifikationen heraf beror på en samlet, konkret og individuel vurdering.

Efter dansk ret er der ikke en entydig, fælles definition af lønmodtagerbegrebet, som afgrænses fra det frie kontraktforhold. En lønmodtager er grundlæggende kendetegnet ved at være en person, der modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold. En selvstændigt erhvervsdrivende er derimod karakteriseret som en person, som for egen regning og risiko udøver en erhvervsmæssig virksomhed med det formål at tjene penge.

I de fleste tilfælde er der ikke tvivl om klassifikationen, men der kan opstå situationer, hvor det er vanskeligt at afgøre. I så fald skal der foretages en samlet vurdering af en række momenter.

Momenter, der typisk taler for lønmodtagerstatus:

  • Arbejdsgiveren kan give instrukser for arbejdets udførelse,
  • Arbejdsgiveren fører tilsyn og kontrol med arbejdet,
  • Der udføres en løbende arbejdsydelse,
  • Arbejdsgiveren stiller nødvendige materialer til rådighed, og afholder udgifterne i forbindelse med arbejdets udførelse,
  • Arbejdet har personlig karakter, dvs. personen kan ikke stille en anden i sit sted,
  • Personen udfører arbejde i virksomhedens navn,
  • Vederlaget beregnes periodevist, dvs. time-, uge, -månedsløn, provision, akkord m.v.,
  • Personen har et opsigelsesvarsel m.m.

Momenter, der typisk taler for selvstændig erhvervsdrivende: 

  • Personen tilrettelægger og leder arbejdet selv, og bestemmer selv sin arbejdstid,
  • Personen kan udføre arbejde for flere hvervgivere,
  • Personen afholder selv udgifter til materialer m.v., der er forbundet med arbejdet,
  • Personen påtager sig en selvstændig økonomisk risiko for arbejdet,
  • Arbejdet udføres helt eller delvist fra personens egne lokaler,
  • Personen markedsfører sit arbejde som selvstændig,
  • Indkomsten afhænger af et evt. overskud,
  • Personen er momsregistreret.

Det vil altid bero på en samlet, konkret og individuel vurdering, om en person skal anses som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende. Ovenstående momenter kan indgå i denne vurdering.

Korrekt klassificering er afgørende

Korrekt klassificering af en person som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende er vigtig, da selvstændige erhvervsdrivende ikke er omfattet af den ansættelsesretlige lovgivning og overenskomster, som beskytter lønmodtagere.

Hvis en person ud fra en samlet vurdering anses som værende lønmodtager, kan personen gøre krav på vilkår, som lønmodtagere almindeligvis kan kræve.

En forkert klassificering kan derfor medføre, at virksomheden skal betale eksempelvis feriepenge, løn under sygdom, godtgørelser ved opsigelser m.v., ligesom virksomheden kan blive mødt af krav fra Skattestyrelsen om efterbetaling af A-skat, AM-bidrag m.v.

Grænsedragningen kan være svær. Vi anbefaler derfor at søge rådgivning hos en advokat med speciale i ansættelses – og kontraktsret.

Hos AGENDA advokater bistår vi virksomheder og medarbejdere med rådgivning om ansættelses- og kontraktretlige problemstillinger.

Du er altid velkommen til at række ud efter vores specialister på området – advokatfuldmægtig Sofie Busk Simonsen, sbs@agendaadvokater.dk, advokatfuldmægtig Simon Andersen, sa@agendaadvokater.dk, advokat Katrine Bruun Pedersen, kbp@agendaadvokater.dk og advokat Line Gordon Errebo, lge@agendaadvokater.dk