Erhvervsudlejere kan ende med regningen for stigning i dækningsafgift og ejendomsskat på baggrund af de nye offentlige ejendomsvurderinger

De nye offentlige ejendomsvurderinger for erhvervsejendomme forventes først udsendt i 2025 eller senere. Dækningsafgift og ejendomsskat opkræves derfor på nuværende tidspunkt på baggrund af foreløbige vurderinger.

Af den grund skal erhvervsudlejere forholde sig til en senere efterregulering af dækningsafgift og ejendomsskat flere år tilbage i tiden, når de endelige ejendomsvurderinger er klar.

Efterreguleringerne og det nye vurderingssystem medfører udfordringer for store dele af ejendomsbranchen. Blandt andet oplevede ejendomsbesiddere og udlejere i 2024 markante stigninger i dækningsafgiften, hvilket skyldes, at der endnu ikke er taget højde for de moderniserede stigningsbegrænsningsregler i forbindelse med opkrævningen.

I lovgivningen er der ikke taget stilling til, hvordan udlejere skal håndtere efterreguleringerne, hvilket giver anledning til flere juridiske problemstillinger. Af den grund kan erhvervsudlejere ende med at stå tilbage med regningen for efteropkrævningen for stigning i dækningsafgift og ejendomsskat eller være nødsaget til at tilbagebetale lejer en eventuelt opnået gevinst ved for meget opkrævet ejendomsskat hos erhvervslejer.

Efter erhvervslejelovens bestemmelser kan erhvervsudlejer alene opkræve en stigning i ejendomsskatter hos lejer fra tidspunktet, hvor stigningen bliver pålagt ejendommen og kun i det tilfælde, hvor erhvervsudlejer fremsætter krav herom til lejer inden fem måneder fra pålægget. Af den grund vil den del af efterreguleringen, som går flere år tilbage, som udgangspunkt ikke kunne opkræves hos lejer og må derfor afholdes endeligt af udlejer.

I erhvervslejeforhold har erhvervsudlejer dog mulighed for at forholde sig til og imødekomme udfordringerne ved at medtage reguleringsklausuler både ved indgåelse af nye erhvervelejekontrakter eller i form af tillæg til kontrakter i eksisterende lejeforhold. Erhvervslejelovens bestemmelser om ejendomsskatter er deklaratoriske, og af den grund kan parterne fravige bestemmelserne og aftale, hvordan udgifterne senere skal kunne fordeles og opkræves hos lejer – eller tilbagebetales af erhvervsudlejer.

AGENDA’s anbefaling til erhvervsudlejere er derfor at indarbejde reguleringsklausuler i nye erhvervslejekontrakter eller i tillæg til eksisterende erhvervslejekontrakter med henblik på at imødekomme de problematikker, som udspringer af det nye vurderingssystem, og som erhvervslejelovens bestemmelser endnu ikke tager højde for.

For så vidt angår boliglejemål gælder der ikke samme mulighed for udlejer i forhold til at aftale fravigelser af lejelovens bestemmelser om ejendomsskatter. Udlejer er i boliglejeforhold dog på samme måde berettiget til at forlange stigning i ejendomsskatter udlignet gennem en lejeforhøjelse, så længe udlejer fremsætter krav herom til lejer inden fem måneder fra pålægget af ejendomsskatten på ejendommen.

AGENDA har skærpet opmærksomhed på det nye vurderingssystems betydning for erhvervslejeforhold og er parat til at gribe både erhvervsudlejere og -lejere i de juridiske udfordringer, som vurderingssystemet øjensynligt medfører i de forhold.

Du er mere end velkommen til at række ud efter vores specialister på området – advokatfuldmægtig Ellen Bang Stærmose, ebs@agendaadvokater.dk eller advokat Morten S. Olsen, mso@agendaadvokater.dk, hvis du ønsker bistand til erhvervslejeforhold, herunder mulighederne for reguleringsklausuler m.v.