Højesteret har i en ny dom bekræftet, at en arbejdsgiver kan opsige en funktionær med forkortet varsel på den 120. sygedag, når opsigelsen afgives efter udløbet af medarbejderens normale arbejdstid.
120-dages reglen
Efter funktionærlovens § 5, stk. 2 kan det skriftligt aftales mellem arbejdsgiver og medarbejder, at 120-dages reglen finder anvendelse for ansættelsesforholdet, hvorefter en medarbejder kan opsiges med et forkortet varsel på 1 måned til fratræden ved en måneds udgang, hvis funktionæren har oppebåret løn under sygdom i 120 dage inden for en periode på 12 måneder. Det er en betingelse, at opsigelse sker i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage og mens funktionæren fortsat er syg.
Kort om sagen
I den konkrete sag var en medarbejder blevet opsagt efter 120-dages reglen. Opsigelsen var afgivet ved indlevering til postforsendelse efter arbejdstids ophør på den 120. sygedag og kom frem til medarbejderen på den 122. sygedag.
Sagens tvist angik fortolkningen af, hvordan ”udløbet af de 120 sygedage” skulle forstås.
Sagens resultat
Det var medarbejderens synspunkt, at den 120. sygedag først kunne anses for udløbet ved døgnets udløb, og at opsigelsen derfor ikke opfyldte betingelserne i funktionærlovens § 5, stk. 2.
Højesteret fandt dog, i lighed med både byretten og landsretten, at den 120. sygedag sluttede ved normal arbejdstids ophør, og at opsigelsen derfor var afgivet efter udløbet af de 120 sygedage. Det har ikke betydning, at medarbejderen i en periode har haft overarbejde efter normal arbejdstids ophør.
Med Højesterets dom er det nu slået fast, at en opsigelse efter 120-dagesreglen kan afgives allerede på den 120. sygedag, hvis det sker efter medarbejderens normale arbejdstid. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at opsigelsen ikke må afgives eller indleveres til forsendelse, inden medarbejderens normale arbejdstid er ophørt på den 120. sygedag.
Hos AGENDA advokater bistår vi med rådgivning om alle ansættelsesretlige problemstillinger, herunder også rådgivning vedr. sygefravær, opsigelse og 120-dages reglen.
Har du spørgsmål eller behov for rådgivning, er du mere end velkommen til at kontakte vores specialister på området, advokat Line Gordon Errebo, lge@agendaadvokater.dk, eller advokat Kuzma Pavlov Jensen, kpj@agendaadovakter.dk