Retssager skal afgøres på baggrund af oplysninger mv., der er kendt af begge parter, således at hver part kan forsvare sig, herunder med relevante argumenter og beviser. Men hvor ligger ansvar og risiko, når der tilbageholdes oplysninger, der påstås at være ”erhvervshemmeligheder”?
Det klare udgangspunkt er, at der i en retssag ikke bør indgå andet materiale og oplysninger end det, der er fremlagt i retssagen og dermed tilgængeligt for alle parter.
Retsplejeloven indeholder regler, der giver parterne adgang (og pligt) til selv at fremskaffe og fremføre det relevante materiale og oplysninger mv.), herunder i form af bevisoptagelse ved syn og skøn samt mulighed for at retten kan pålægge både parter og andre at udlevere relevante materiale og oplysninger, dvs. editionsreglerne.
Editionsreglerne er imidlertid navnlig begrænset derved, at pligt til udlevering ikke gælder, hvis dette antages at ville påføre væsentlig skade, hvilket ofte påberåbes i kombination med synspunktet om, at de efterspurgte oplysninger mv. er ”erhvervshemmeligheder”.
Højesteret har i en nylig kendelse, afsagt den 10. november 2025, haft lejlighed til at tage stilling til en del af problemstillingerne knyttet til denne situation.
Sagens kerne
Sagen angik en handelsagent, A, som havde anlagt sag mod to selskaber med krav om betaling af et større provisionskrav, men fik i byretten kun medhold i en mindre del heraf.
For landsretten anmodede A om syn og skøn som led i fastholdelse af det større provisionstilgodehavende, og en statsautoriseret revisor blev udpeget som skønsmand.
Skønsmanden oplyste til parterne, at de stillede spørgsmål nødvendiggjorde materiale fra selskaberne, udover det materiale som allerede fremgik af sagen. Dette var selskaberne imidlertid ikke villige til at fremlægge, idet de gjorde gældende, at der var tale om strengt fortroligt materiale, som ikke måtte tilgå uvedkommende, herunder A. Det blev derimod oplyst, at selskaberne var villig til midlertidigt at lade skønsmanden få adgang til materialet til brug for hans undersøgelse og besvarelse, men kun hvis skønsmanden accepterede efterfølgende at slette materialet.
Situationen var med andre ord den, at A dermed hverken selv ville få adgang til at gennemgå det pågældende materiale eller for den sags skyld at kontrollere skønsmandens (og modpartens) vurdering af indholdet heraf.
Skønsmanden udarbejdede herefter sin besvarelse, herunder dels på baggrund af direkte drøftelser med selskaberne samt det midlertidigt udleverede materiale, begge dele uden at A blev gjort bekendt med indholdet heraf.
Efter at have modtaget skønserklæringen anmodede A om, at skønserklæringen skulle udgå af sagen, idet han ikke havde haft mulighed for at gennemse det materiale, som dannede grundlag for skønsmandens besvarelse af de stillede spørgsmål.
Højesterets kendelse
Højesteret fastslår indledningsvis, at udgangspunktet er, at der ved en skønsforretning ikke bør indgå andet end det materiale, der er tilgængeligt for begge parter, herunder at en skønsmand ikke ensidigt må indhente oplysninger fra en af parterne eller andre, medmindre det sker efter aftale med begge parter.
Herefter bemærker Højesteret dog, at de stillede spørgsmål ikke kunne besvares uden at skønsmanden fik adgang til yderligere materiale og oplysninger, hvilket også må have stået klart for A, som yderligere accepterede – dels ved tilkendegivelse og dels ved passivitet – at skønsmanden ville tage direkte kontakt til selskaberne for drøftelse af fremskaffelse af yderligere materiale mv.
Det forhold, at A måtte have forudsat, at kun materiale mv., som også han kunne få adgang til, måtte danne grundlag for skønsmandens besvarelse, fandt Højesteret ikke var blevet tilstrækkelig tydeligt tilkendegivet overfor skønsmanden, og fastslog derfor, at det ikke var en fejl, at skønsmanden ikke udsatte skønsforretningen.
Det kunne derfor ikke betragtes som en fejl, at der i besvarelsen var inddraget oplysninger og materiale, som skønsmanden havde fremskaffet fra selskaberne, og skønserklæringen skulle derfor ikke udgå af sagen.
Hvad kan vi lære af afgørelsen?
Det er et grundlæggende princip i dansk ret, at en part skal have mulighed for at gøre sig bekendt med grundlaget for sin retssags afgørelse, men sagen viser, at princippet kan være undergivet nogle undtagelser.
Det er nødvendigt, at der er en strategi for at sikre den nødvendige bevisførelse, også i tilfælde af, at det er modparten, der ligger inde med de oplysninger og materiale, der er nødvendig for at løfte bevisbyrden. I tilfælde hvor modparten måtte forsøge at hindre eller begrænse udlevering af de pågældende oplysninger, må det ganske hurtigt og tydeligt afklares om skønsforretningen skal sættes i bero, idet der i modsat fald risikeres frembragt en skønserklæring på grundlag af ukendte oplysninger og materiale.
Hos AGENDA advokater bistår vi erhvervsklienter og private med førelse af både rets- og voldgiftssager for alle retslige instanser og nævn, herunder i forbindelse med bevisoptagelse, og alle tilknyttede problemstillinger.
Du er mere end velkommen til at række ud efter vores specialister på området – advokat Henrik Thorup Pedersen, htp@agendaadvokater.dk, advokat Mille Brysting Jeppesen, mbj@agendaadvokater.dk og advokatfuldmægtig Louise Kjær Heidtmann, lh@agendaadvokater.dk
