Arbejdsgivers bortvisning af medarbejder var berettiget grundet illoyal adfærd
En medarbejders etablering af en konkurrerende virksomhed berettigede arbejdsgiver til at bortvise medarbejderen som følge af illoyal adfærd. Dette blev fastslået af Østre Landsret i dom af 4. juli 2024, hvor det samtidig blev fastslået, at arbejdsgiver ikke havde udvist passivitet i forbindelse med bortvisningen.
Kort om sagen
Medarbejderen blev ansat som vagt hos arbejdsgiveren i 2018.
Under ansættelsen i begyndelsen af 2020, stiftede medarbejderen et vagtselskab, som skulle udøve lignende vagtvirksomhed. Arbejdsgiveren blev bekendt med dette i starten af august 2020, og bortviste herefter medarbejderen.
Berettiget bortvisning grundet illoyal adfærd
Landsretten fandt ved deres bedømmelse af sagen, at medarbejderen havde udvist en sådan grad af illoyal adfærd, at arbejdsgiveren var berettiget til at foretage bortvisning.
Det blev bl.a. lagt til grund, at det af medarbejderen stiftede selskab skulle være konkurrerende med arbejdsgiverens virksomhed samt at medarbejderen, der var teamleder, havde omtalt muligheden for ansættelsei hans nystiftede selskab overfor kollegaer.
Adgangen til bortvisning ikke fortabt grundet passivitet
Medarbejderen påstod endvidere, at arbejdsgiver havde udvist passivitet, og dermed fortabt retten til at foretage bortvisning.
Arbejdsgiver blev bekendt med medarbejderens stiftede virksomhed i starten af august 2020 og bortviste først medarbejderen den 24. august 2020 på bagkant af et møde afholdt med medarbejderen.
Landsretten fandt, at arbejdsgiverens adgang til at bortvise medarbejderen ikke var fortabt grundet passivitet. Landsretten begrundede det med, at det indretnings- og forventningshensyn til medarbejderen, som må anses for et af de bærende elementer i reglerne om arbejdsgiverens passivitet, ikke var til stede, samt at det var berettiget og velbegrundet, at arbejdsgiveren ønskede at få et fuldt overblik over situationen inden en bortvisning.
Dommen giver et eksempel på, hvad der bl.a. anses som grov misligholdelse af et ansættelsesforhold grundet illoyal adfærd, og dermed berettiger en arbejdsgiver til at foretage bortvisning af medarbejderen.
Der gælder en almindelig loyalitetspligt i alle ansættelsesforhold, der både forpligter arbejdsgiver og medarbejder til at optræde loyalt overfor hinanden.
Derudover understreger dommen også, at det som arbejdsgiver altid er vigtigt at reagere hurtigt, såfremt man har mistanke om forhold der kan berettige en bortvisning som sanktion.
Hos AGENDA advokater bistår vi med rådgivning om alle ansættelsesretlige problemstillinger.
Har du spørgsmål eller behov for rådgivning, er du mere end velkommen til at kontakte vores specialister på området, advokatfuldmægtig Simon Andersen, sa@agendaadovakter.dk, advokat Katrine Bruun Pedersen, kbp@agendaadvokater.dk og advokat Line Gordon Errebo, lge@agendaadvokater.dk